Helbreds- og alderskrav
Du kan altid søge om medlemskab af "danmark" og få din ansøgning vurderet.
Bopæl i Danmark
Du skal have fast bopæl i Danmark (undtaget Færøerne og Grønland).
Du skal have dansk cpr-nummer og være tilmeldt det danske folkeregister.
Ved midlertidigt ophold i udlandet kan du også søge om at blive medlem.
Helbredskrav til optagelse
Når du søger om medlemskab, skal du være under 60 år og rask, så der rent forsikringsmæssigt ikke er risiko for udgifter til medicin eller anden behandling.
Derfor har "danmark" en række helbredskrav, der alle skal være opfyldt.
Du har ikke en tilbagevendende sygdom, diagnose eller legemssvaghed, hvor der er forøget risiko for behandling.
Du har ikke en forventning om at få en henvisning, behandling, medicin eller operation.
Det er uden betydning, om du selv betaler, og om det er til forebyggelse eller behandling.
Du har ikke fået en henvisning til undersøgelse eller behandling.
Du har ikke fået medicin eller anden behandling inden for 12 måneder.
Du kan se mere om regler og undtagelser under vejledning og i forsikringsbetingelserne.
-
Forsikringsbetingelserne
Uddrag fra forsikringsbetingelserne viser de præcise og formelle helbreds- og alderskrav.
1.3.1
For at optagelse kan blive godkendt i Gruppe 1, 2, 5, og Basis-Sygeforsikring, er det en betingelse (se dog pkt. 1.3.2 om Gruppe S), at:
ansøgning herom er ”danmark” i hænde inden det fyldte 60. år
vedkommende er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af en legemssvaghed, der medfører, at ”danmark” påtager sig en forøget risiko for dækning af medicin- eller andre behandlingsudgifter (dog kan vedkommende optages i ''danmark'', såfremt den tilbagevendende sygdom eller legemssvaghed ikke medfører en forøget risiko for ''danmark'')
vedkommende ikke forventer at skulle have medicin eller har haft forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder
vedkommende ikke er henvist til, forventer at skulle eller har været i behandling hos fysioterapeut, kiropraktor, psykolog eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder.
1.3.2
Uanset helbredskravene i punkt 1.3.1 kan medlemmer optages i Gruppe S på baggrund af en konkret lægelig vurdering, som "danmark" foretager.
Læs de fulde generelle forsikringsbetingelser
-
Definition af legemssvaghed
En legemssvaghed betegnes som et anatomisk forhold, der gør, at en person har funktionsnedsættelse.
Det kan være kroniske eller tilbagevendende smerter, fertilitetsproblemer, medfødte misdannelser, hudlidelser, menstruationsforstyrrelser, mave- og tarmproblemer eller følger efter operationer.
Ofte er det forhold, der har medført eller medfører kontakt med sundhedsvæsenet. Fx besøg hos læge, psykolog eller andet sundhedspersonale for undersøgelser, udredning, behandling eller opfølgning
Altid individuel vurdering
Din ansøgning bliver altid vurderet individuelt. Hvis du ikke kan leve op til alle helbredskrav, bliver du bedt om at svare uddybende om dit helbred.
Hvis du ikke kan blive medlem af en af de almindelige grupper, kan det være, at du bliver tilbudt at søge medlemskab af Gruppe S, der netop er et tilbud til dem, som ikke opfylder betingelserne.
Husk at du altid er velkommen til at ansøge om medlemskab af "danmark".
Hjælp til helbredsoplysninger
Til din ansøgning om medlemskab af "danmark" kan du få grundig vejledning.
Forsikringsbetingelser
Her finder du Generelle forsikringsbetingelser for Sygeforsikringen "danmark"
Hovedreglen er enkel
Du skal melde dig ind i tide – det vil sige, mens du er rask, ikke bruger medicin og er under 60 år. Er du først medlem, så kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.